FORFATTERSKAB

FORFATTERSKAB


Historien om Kirstine fortsætter i min nye roman, Priorinden




Kristeligt Dagblad

"En udbytterig rejse"

            ★★★★★☆




Min første roman – Kirstine, udgivet af Forlaget Hovedland udkom d. 2. Juni 2017. Romanen er genoptrykt i oktober 2017 og 3. oplag i oktober 2019

Inspirationen til bøgerne har jeg hentet via mine forældre, som siden min tidlige barndom har bragt mig ud i den vidunderlige natur ved bl.a. Flyndersø og Stubbergaard Sø. Den gådefulde klosterruin, som ligger smukt på en lille holm i Stubbergaard Sø har været der i 8 – 900 år, og blot ventet på, at en eller anden ville levendegøre, hvordan det kunne have været at bo i klostret tilbage i middelalderen. Det har været dygtige og arbejdsomme nonner, som gennem århundrederne har oparbejdet en kæmpe virksomhed, med utallige fæstegårde under sig, 2 vandmøller og et udstrakt jordtilliggende. At de tillige har haft et dramatisk liv – er jeg overbevist om.


Kirstine har for en debutroman, fået gode anmeldelser, ligesom bibliotekerne har udtalt sig positivt.


Kirstine


Hun er ud af en magtfuld adelig familie, Hvideslægten. Faderen dør, moderen gifter sig igen. Datteren Kirstine bliver mod sin vilje anbragt på det nærliggende Stubber Kloster mellem Holstebro, Skive og Viborg.

Handlingen foregår i tidsrummet 1275 til 1287 og sætter med stor kyndighed den dramatiske handling på plads i danmarkshistorien. Efter den første svære tid i klosteret, dør priorinden, Dagmar, og Kirstine vælges som hendes afløser. Lars Frederiksens debutroman om den unge Kirstine fortæller fint om hverdagene i og udenfor klosteret og gengiver levende middelaldersamfundet og dets mange spændinger mellem adlen og kirken, storbønderne og kongemagten - og klostrene.

Kirstine leder klostret med omtanke og vestjysk handelstalent, og uden at ville det bliver hun og klostret inddraget i den lange kæde af dramatiske hændelser, der leder frem til mordet på Erik Klipping. Den myrdede konge bliver fundet ved Finderup lade, men der er ikke langt til Vinderupgaard, hvor rigets tidligere marsk Jens Kalf og hans søn spiller en hovedrolle i kampen om kongemagten, men også i forhold til den unge priorinde, Kirstine, fra Stubber Kloster.

Historiske præmisser

 

Stubber Klosters statelige stenbygning, på sin holm ude i søen, må have virket overvældende på tilrejsende i middelalderen. Med sine sandsynlige to etager og kældre, og med en lang plankebro ud til klosterholmen, må stedet have signaleret velstand, storhed og magt.

     Priorinden på Stubber Kloster har skullet være mere end blot en nonne, der bad sine bønner og gav almisser til de fattige. Priorinden har tillige skulle administrere utallige fæstegårde, som har været underlagt klosteret. At lede og opbygge en sådan virksomhed, som man i dag ville kalde en koncern, har krævet organisationstalent, økonomisk indsigt og sandsynligvis hårdhed i håndteringen af den rigdom som klosteret administrerede.

     Der har været landbrug tilknyttet klosteret, men herudover var det ikke usædvanligt, at benediktinerklostrene beskæftigede sig med handel, hospitalsdrift, sjælemesser, herberg for rejsende, afskrifter af dokumenter og religiøse skrifter og meget andet.

     En væsentlig indtægtskilde var medgifter fra adelige, som betalte for livslang opfostring af ugifte døtre. At blive nonne, var normalt ikke tiltænkt døtre fra bondestand eller borgerskab, men derimod forbeholdt de velhavendes døtre, hvis forældre kunne betale, og dermed øge klosterets velstand.    

     Priorinden skulle nødvendigvis være vidende og kompetent, i modsat fald ville klostret ikke kunne bestå. Meget må have været afhængigt af ledelsen i klosteret, og der har naturligvis været både rige og fattige klostre, alt afhængig af, hvilken fokus det enkelte kloster havde.  

     Stubber Kloster opbyggede gennem middelalderen en betydelig rigdom.

 

Historien om Kirstine er fiktion, og flere vil sikkert sige, at priorindens rolle er forherliget, hvilket ikke er ualmindeligt i historiske romaner. Det samme gælder flere af hovedpersonerne i romanen, hvoraf de fleste er navngivne og historiske, altså personer som har levet og betydet noget i virkeligheden. De ville ikke have fået plads i Danmarkshistorien, hvis ikke det var personer der har gjort en forskel, og betydet noget i deres samtid. Mange af stormændene dengang, kom ud af slægter, der har haft magt og indflydelse i den første del af middelalderen, og hvor familierne sandsynligvis allerede har været mægtige i vikingetiden.

     Klosteret har eksisteret i henved 400 år, og har priorinderne i gennemsnit ledet klosteret i 10 - 20 år, så har der fungeret omkring 30 priorinder. De har naturligvis været forskellige, men en ting er sikkert, og det er, at de gennem disse århundreder har forstået, at samle ganske meget rigdom og gods op.

     I 1536 ejede Stubber Kloster udover store bygningsanlæg og landbrug, kæmpe jordtilliggender overalt. Til klosteret hørte to vandmøller foruden fæstegårde og jord, som ud over Sevel og Trandum Sogne, også omfattede gods og fæstegårde i 20 andre sogne i Hardsyssel, 9 sogne i Salling, 1 sogn i Fjends Herred, 2 sogne på Mors og 1 sogn i Thy.

     Selv med nutidige øjne, har blot det at holde regnskab på fæsteafgifter, der skulle betales to gange årligt, været en kæmpe administrativ opgave. Når man så dertil medregner, at egentlige penge dengang var en mangelvare, og at bønderne i mange tilfælde betalte med naturalier i form af kreaturer, korn, brænde og fjerkræ, bliver det administrative næsten uoverskuelig.    

 

Stubber Kloster er sandsynligvis oprettet i ellevehundrede årene, men nævnes første gang i 1268. Herefter nævnes klosteret ofte, og ved reformationen i 1536 var klosteret som nævnt besidder af gods mange steder i Vestjylland, og som sådan en magtfaktor.

     Det er sandsynligt, at der har ligget en stormandsgård på stedet, før klosteret, hvilket indikeres i Tvis Klosters Gavebrev fra ellevehundredetallet. Navnet på stormanden på stedet, Hjelm fra Stubber, fremgår af de ældste skrifter fra Tvis Kloster, som var et cistercienser kloster. Hjelm navnet går igen ved flere stednavne i området. Hjelm Hede, Hjelm Mølle m. fl.

     Nationalmuseet skriver, at det er sandsynligt, at der har ligget en borg eller stormandsgaard på stedet inden klosteret blev etableret i ellevehundrede årene. Antagelsen bygger blandt andet på det ældre lokalitetsnavn, Stubtorp eller Stubetorp.

     I romanen beskrives Magnus Hjelm, som stifter af klosteret, og personen er en vigtig del af klosterets identitet, ligesom besættelsen og 1864 er en del af vores nutidige identitet.    

 

Romanerne Kirstine og fortsættelsen Priorinden på Stubber Kloster, bygger på nogle få fakta fra området.

     Via et skøde, dateret 6. februar år 1274, bliver klosteret kædet sammen med rigets marsk, Jens Kalf, som er en veldokumenteret skikkelse i Danmarks historien.

     Omtalte ridder Jens Kalf (1238 – 1304) er marsk og dermed øverstkommanderende for kongens hær og egentlig også forsvarsminister. Han nævnes første gang som ridder og marsk i 1255, da Christoffer I var konge. Dermed bringer skødet og marsken Stubber Kloster helt ind i hjertet af Danmarkshistorien.

     Det kan således dokumenteres, at klosteret og Jens Kalf i en eller anden form kan sammenkædes.

     I et brev afsendt af en kardinal Guido den 30. september 1266, nævnes Jens Kalf endnu som marsk, mens han i to breve fra det følgende år kaldes forhenværende marsk. Dermed kan hans fratrædelse dateres nogenlunde præcist.

     Jens Kalf var dog stadig tæt knyttet til hoffet, og var således blandt de 30 danske riddere, der stillede sikkerhed for et lån på 2.000 mark sølv, som Erik Klipping lånte af en stormand fra Lübeck. I 1274 købte han Vinderupgaard og trak sig tilbage fra sin fremtrædende position i inderkredsen omkring kong Erik Klipping. Hvorfor gjorde han det allerede som 40-50 årig? Af politiske grunde?

    

     Kun 12 år senere blev Erik Klipping som bekendt myrdet i Finderup Lade under meget mystiske omstændigheder.

     Det der gør Jens Kalf særlig interessant er, at han veldokumenteret, og i flere sammenhænge, kan kædes sammen med de, der blev dømt skyldige i mordet på Erik Klipping.

     Jens Kalfs hustru, Cecilie, stammede fra godset Eljarød i Skåne, og var i syvende led direkte efterkommer af Skjalm Hvide, der døde i 1113. Hvide slægten var dengang en magtfuld familieklan, som var beslægtet langt ind i kongerækken. Cecilie Kalf havde i øvrigt også en oldefar fælles med marsk Stigs anden og tredje hustru.

     Flertallet af de dømte for kongemordet på Erik Klipping var udad Hvide slægten. De mest berømte, der blev dømt fredløse, er marsk Stig Andersen på Møllerup, og kammermester Rane Joensen som stammede fra Stevns. Begge og flere andre var fremtrædende Hvider, og i tæt familie med Kalferne på Vinderupgaard. Jens Kalf har tilhørt den absolutte magtelite, men klarede af ukendte årsager frisag, og var ikke blandt de anklagede, da danehoffet dømte de øvrige Hvider skyldige i kongemordet.

     Det kan dokumenteres, at Stubber Kloster, Jens Kalf på Vinderupgaard og de dømte for mordet på Erik Klipping, i en eller anden udstrækning har kendt hinanden, har familieskab til fælles, og til en vis grad har skulle omgås rent arbejdsmæssigt.

     Blandt de mest magtfulde Hvider i middelalderen, kan nævnes Absalon, Esbern Snare, Jacob af Nørre Halland, Jens Grand, Sunesen brødrene, Jon Jonsen Little, Rane Jonsen, Asser Rig, Jacob Erlandsen og mange flere. Hviderne har desuden giftet flere af deres døtre ind i kongeslægten, blandt andet ved giftemål med Valdemar den Store og Knud den Hellige.  

 

Efter retsopgøret mod Hviderne i 1287, blev ni af landets stormænd dømt fredløse, og sagen afstedkom, at landet blev kastet ud i en udmarvende borgerkrig, hvor Norge og Tyskland blev inddraget.

     Borgerkrigen fortsatte op gennem tolvhundrede og halvfemserne.

     Arvid Bentsen, som alle parter, Hvider og dronningetro, accepterede som den egentlige kongemorder, blev fanget og hængt som en simpel landevejsrøver i de øde områder mellem Skåne og Halland. Rane Joensen blev fanget på Sjælland, og blev henrettet ved radbrækning i Roskilde.

     Langsomt og sikkert fik dronning Agnes (enke efter Erik Klipping) overtaget, og det lykkedes hende, at nå sit store mål, at få sin søn Erik (Menved) på tronen.

     Marsk Stig mistede langsomt fodfæste i Jylland og på Fyn, for til sidst kun at have sin befæstede borg på øen Hjelm, hvorfra han drev kaperkrig og falskmøntneri.

     Grev Jacob af Halland løsrev sit grevskab, og Nørre Halland kom aldrig mere tilbage til Danmark igen.

     De fredløse benyttede blandt andet strategien om at omstyrte dronning Agnes ved hjælp af økonomisk krig. Historiske kilder og arkæologiske udgravninger på øen Hjelm, har bekræftet, at Hvidernes parti søgte at vinde striden, ved blandt andet at udhule værdien af dronningens penge, ved at præge egne mønter. I disse år finder amatør arkæologer med metaldetektorer et utal af såkaldte borgerkrigsmønter, som lige netop stammer fra dette forsøg på at ramme centralmagten på pengepungen.

     Strategien så ud til at lykkes, for da Erik Menved kom til magten, var landet noget nær bankerot, og vi skal helt hen til Valdemar Atterdag, inden riget igen var nogenlunde på fode igen. Militært måtte Hviderne dog erkende deres nederlag.

     Der foreligger meget få skriftlige overleveringer fra den lange og indædte kamp mellem dronning Agnes og Hviderne.

     Dronning Agnes, der var af tysk afstamning, blev ivrigt støttet af hendes broder, den mægtige Otto af Brandenburg.

     De tyske hansestæder førte krig mod kong Magnus og dronning Ingeborg i Norge. Dronning Ingeborg var datter af Erik Plovpenning, og hun havde aldrig fået sin arv fra sin fader, og var derfor yderst negativ overfor Erik Klippings efterfølgere.

     Nordmændene støttede derfor aktivt Hviderne og de tyske hertugdømmer støttede Dronning Agnes. Det lykkedes nordmændene at brænde flere Sjællandske byer af, hvorimod vi ikke ved så meget om kampene i Jylland.

     Da Norge altid har været meget afhængig af deres handel og skibsfart, må det antages, at de aktivt tog del i kampen om at bevare kontrollen med skibsfarten langs vestkysten og i den vestligste del af Limfjorden. Hansestæderne blokerede for nordmændene i Kattegat, hvorfor vestkysten må have været meget vigtig.

     Da den tidligere marsk Jens Kalf på Vinderupgaard, gennem sit ægteskab var en fremtrædende og magtfuld Hvide, må det formodes, at han har støttet nordmændene aktivt.

     Vi ved fra senere kilder, at Jens Kalfs sønner var nødt til at skifte side flere gange efterfølgende, da borgerkrigen fortsatte med at rase primært i Jylland.

     Mange fremtrædende Hvider måtte flygte til Norge, hvor de fandt et helle i den langvarige borgerkrig.

 

Det anstrengte forhold de vestjyske klostre havde til bispestolen i Ribe er til dels fiktion. Der er dog flere klostres årbøger, der beskriver et næsten utåleligt forhold til de forskellige bisper rundt om i landet.

     Det bedste eksempel er fra Øm Klosters Krønike, hvor abbeden måtte flygte over hals og hoved, fordi han ikke kunne leve med biskoppens gæsteri, hvor bispen indlogerede sig med sit talrige mandskab, og lå klosteret til last i ugevis.

     Tilsvarende måtte nonnerne på Gudum Kloster skrive et såkaldt pavebrev, hvor de beklagede sig over, at de blev udhungret af Ribe bispestol. De skrev bland andet, at de ikke kunne få tid til at tjene deres Gud, fordi bispestolen hele tiden hjalp dem af med deres penge.

     Vi ved meget lidt om biskop Tyges embedsperiode, hvorimod efterfølgeren biskop Christian, tilsyneladende var helt anderledes fremsynet, hvor han blandt andet oprettede en af de første skoler for den almindelige borger i landet.

 

Som priorinde bliver det til flere rejser rundt i det vestjyske område. Kirstine besøger sine naboklostre, Tvis, Gudum og Grinderslev, som hver for sig må have været spændende lokaliteter.   

     Hendes broder Sune, har via en arvesag erhvervet en gård i Tranenæs sogn ved vestkysten.

     Under sine ophold på gården Vesterløkke i Trans, bliver legenden om Ramme Dige fortalt, og forfatteren har efter bedste evne forsøgt at forklare, hvilken rolle denne næststørste forsvarsvold efter Dannevirke har spillet. Forsvarsvolden har været bygget, så den skulle beskytte området for angreb inde fra land, hvilket altid har undret eksperterne.

     Kystlinjen ud fra Fjaltring, Trans og Ferring, har i middelalderen gået langt længere ude i havet, og romanen genopliver teorien om, at Trans virkeligt har været et næs, som navnet Tranenæs rigtigt antyder. Gamle kort indikerer i øvrigt, at der ud for kirken i Trans har eksisteret en naturhavn, som givetvis har været starten på den gamle oldtidsvej, der har gennemskåret Ramme Dige, og gået den direkte vej ind i landet.

     Kirstine oplever desuden at måtte søge ly for natten i det gamle kapel, der stadig findes rester af i kapeldalen vest for Harre i Salling.

     I begyndelsen af middelalderen, var vandstanden ca. 1 meter højere end den er i dag. Derfor så kystlinjerne helt anderledes ud, og sejlads var således muligt langt flere steder, end man har fantasi til at forestille sig. Stubber Kloster lå på en lille ø i søen, og skibe kunne mageligt sejle fra Skive Fjord og ind til det sydligste af Stubbergård Sø. Salling var nærmest en ø, og blev gennemskåret af fjorde, som vi eksempelvis kender det ved Kilen i Struer, Hjerk Nor og mange andre steder.

     Transport foregik i langt højere grad ad søvejen, og vejene eller stierne, var ufremkommelige i flere perioder af året.

 

Stubber Klosters omfattende arkiv fra middelalderen var velbevaret indtil omkring år 1870. Ifølge overleveringer fyldte disse arkiver godt op under hvælvingerne.

     Desværre fik en ny ejer af godset Stubberkloster, den katastrofale ide på grund af pladsmangel, at køre hele arkivet ud i søen. Det var et uvurderligt tab for eftertiden, som måske kunne have givet et vigtigt supplement til Danmarkshistorien.

Foto: Henrik Hoppe