FORFATTERSKAB

FORFATTERSKAB


Min debutroman – Kirstine, udgivet af Forlaget Hovedland. Bogen udkom d. 2. Juni 2017

Inspirationen til bogen har jeg hentet via mine forældre, som siden min tidlige barndom har bragt mig ud i den vidunderlige natur ved bl.a. Flyndersø og Stubbergaard Sø. Den gådefulde klosterruin, som ligger smukt på en lille holm i Stubbergaard Sø har været der i 8 – 900 år, og blot ventet på, at en eller anden ville levendegøre, hvordan det kunne have været at bo i klostret tilbage i middelalderen. Det har været dygtige og arbejdsomme nonner, som gennem århundrederne har oparbejdet en kæmpe virksomhed, med utallige fæstegårde under sig, 2 vandmøller og et udstrakt jordtilliggende. At de tillige har haft et dramatisk liv – er jeg overbevist om.

Kirstine


Hun er ud af en magtfuld adelig familie, Hvideslægten. Faderen dør, moderen gifter sig igen. Datteren Kirstine bliver mod sin vilje anbragt på det nærliggende Stubber Kloster mellem Holstebro, Skive og Viborg.

Handlingen foregår i tidsrummet 1275 til 1287 og sætter med stor kyndighed den dramatiske handling på plads i danmarkshistorien. Efter den første svære tid i klosteret, dør priorinden, Dagmar, og Kirstine vælges som hendes afløser. Lars Frederiksens debutroman om den unge Kirstine fortæller fint om hverdagene i og udenfor klosteret og gengiver levende middelaldersamfundet og dets mange spændinger mellem adlen og kirken, storbønderne og kongemagten - og klostrene.

Kirstine leder klostret med omtanke og vestjysk handelstalent, og uden at ville det bliver hun og klostret inddraget i den lange kæde af dramatiske hændelser, der leder frem til mordet på Erik Klipping. Den myrdede konge bliver fundet ved Finderup lade, men der er ikke langt til Vinderupgaard, hvor rigets tidligere marsk Jens Kalf og hans søn spiller en hovedrolle i kampen om kongemagten, men også i forhold til den unge priorinde, Kirstine, fra Stubber Kloster.

Historiske præmisser



Flyndersø og Stubbergaard Sø skærer sig naturskønt gennem landskabet, skabt af smeltende is for  tusinde af år siden. På Stubbergaard Sø`s vestlige bred ligger de gådefulde ruiner af Stubber Kloster. Det er ikke svært at forestille sig, at klostret lå på en lille ø et stenkast ude i søen. I begyndelsen af middelalderen var vandstanden ca. 1 meter højere, og derfor var det muligt at sejle langt flere steder end i dag. Vikingebopladser ved Herrup, Stubbergaards Søs sydligste punkt, dokumenterer, at der er blevet sejlet på søerne og ud gennem Karup Å ved Skive. Måske har der tillige været passage vesterud ved Skallesø og videre ud til Venø Bugt. Videnskabernes Kort fra 1795 støtter denne teori.


Stubber Kloster nævnes første gang i 1268, da den velhavne fru Gro skænkede 2 mark sølv til klostret. På daværende tidspunkt var klostret i fuld drift og havde efter alt at dømme været det i adskillige år. Det mest sandsynlige er, at klostret blev grundlagt i 1100-årene. Denne roman bygger på den tese, at en magtfuld slægt ved navn Hjælm har beboet klosterholmen tilbage i 1100-tallet. Navnet er delvis opdigtet, for der findes intet bevis for slægtens eksistens. Og dog … Af Tvis Klosters fundats fra 1100-tallet fremgår det, at en vis Helm fra Stubbergaard var medunderskriver og stifter af Tvis Kloster. Der hersker dog en vis tvivl om, hvorvidt der kan være tale om et andet sted i landet ved samme navn. Men i hvert fald er flere stednavne ved Stubbergaard Sø knyttet til denne Hjælm. Eksempelvis har heden øst for søerne fra de ældste tider heddet Hjelm Hede og har i sin tid tilhørt klostret.


Det er en kendsgerning, at Stubber Kloster gennem middelalderen opbyggede en rigdom udover det sædvanlige. Gennem opkøb af bøndergårde, som blev gjort til fæstegårde, overtog klostrene, og i særlig grad Stubber Kloster, kæmpe jordtilliggender overalt i Danmark. Da kongemagten overtog klostrene i 1536, var Stubber Kloster en kæmpevirksomhed, set med datidens øjne. Til klostret hørte to vandmøller foruden fæstegårde og jord, som foruden Sevel og Trandum Sogne, også omfattede gods i 20 andre sogne i Hardsyssel samt gods i 9 sogne i Salling, 1 sogn i Fjends Herred, 2 sogne på Mors og 1 sogn i Thy. Men derudover er det begrænset, hvad vi ved om Stubber Kloster. Det skyldes, at man så sent som i 1870’erne fik den katastrofale idé at køre klosterets arkiv ud i søen. Det var et uvurderligt tab for eftertiden, som måske kunne have givet et vigtigt supplement til Danmarkshistorien. Klostrene havde nemlig for vane at skrive årbøger, hvori vigtige hændelser såvel inden for som uden for klostrenes mure blev beskrevet. Det er eksempelvis fra klosterårbøger en stor del af den viden, vi i dag har om kongemordet i Finderup Lade, stammer.

Hovedpersonen i denne roman, Kirstine, er ligesom de øvrige nonner opdigtet, idet der først kendes navne på klostrets nonner fra 1300-tallet. Der har dog uden tvivl været tale om dygtige kvinder, som kunne mere end deres fadervor. Fru Lucia er derimod en historisk person.


Takket være et skøde på Vinderupgaard dateret den 6. februar 1274 ved vi, hvornår både Vinderup og Holstebro kan holde runde jubilæer. Skødet, som i dag findes i Rigsarkivet, er nemlig tinglyst i Holstebro, og er dermed tillige byens dåbsattest. Den dato sælger fru Lucia nemlig Vinderupgaard. Af skødet fremgår det, at køberen af Vinderupgaard skal holde nonneklostret Stubber ved vin og oblater i en lang periode fremover. Det er derfor nærliggende at antage, at fru Lucia har haft et endog meget nært forhold til klostret.


Og hvem var så køberen af Vinderupgaard? Ingen ringere end Jens Kalf (ca. 1238-1304). Han nævnes første gang som ridder og marsk i 1255, da Christoffer I var konge, og dermed bringer skødet os helt ind i Danmarkshistoriens hjerte. En marsk er den øverstbefalende i kongens hær (og egentlig også forsvarsminister), og tillige med i kongens inderste kreds sammen med drosten og kammermesteren (statsminister og økonomiminister). Jens Kalf må som marsk have ledet den harniskklædte hær, der bekæmpede almuens oprør i 1255. I de år forsvarede kongemagten sig også mod angreb fra venderne og ærkebiskop Jacob Erlandsen, der havde trodset kongen ved at udnævne sin egen kandidat til biskop i Aarhus; hele syv gange mødte Jens Kalf op i Øm Kloster for at pågribe Aarhus-bispen, men forgæves. I et brev afsendt af en kardinal Guido den 30. september 1266 nævnes Jens Kalf endnu som marsk, mens han i to breve fra det følgende år kaldes forhenværende marsk. Dermed kan hans fratrædelse dateres nogenlunde præcist.

Jens Kalf var dog stadig tæt knyttet til hoffet og var således blandt de 30 danske riddere, der stillede sikkerhed for et lån på 2.000 mark sølv, som Erik Klipping lånte af en stormand fra Lübeck. I 1274 købte han så Vinderupgaard og trak sig tilbage fra sin fremtrædende position i inderkredsen omkring kong Erik Klipping. Hvorfor gjorde han det allerede som 40-50-årig? Af politiske grunde? Kun 12 år senere blev Erik Klipping som bekendt myrdet i Finderup Lade. Jens Kalfs hustru, Cecilie, stammede fra godset Eljarød i Skåne og var i syvende led efterkommer af Skjalm Hvide, der døde i 1113. Hvide-slægten var dengang en magtfuld familieklan, som var beslægtet langt ind i kongerækken. Cecilie Kalf havde i øvrigt også en oldefar fælles med marsk Stigs anden og tredje hustru. Hviderne var blandt dem, som primært blev dømt skyldige i mordet i Finderup Lade.

Eberstein fra herregården Rydhave og Albert Albertsen fra Landting, der er bipersoner i romanen, er også historiske personer, om end de er flyttet lidt i tid. De følgende personer, som blot nævnes i romanen, er også historiske: Oluf Høgh, Hasselholtgaard; Jens Kaas, Kaas; Albert Bugge, Hegnet; Peder Munk, Estvadgaard; Henrik Nielsen (Præstehader), Eskær; Aage Munk, Filshauge; Iver Puge, Astrup; Stig Bugge, Spøttrup; Rane Ormshauge, Gammellund; Erik Nielsen, Glomstrup. Ulf Krabbe på Hostrup er opdigtet, men Krabbe-familien figurerer senere i Danmarkshistorien som magtfulde personer i Salling.


Det har i århundreder været spekuleret i, hvad Erik Klipping foretog sig i Finderup Lade sidst i november måned 1286. Det virker ikke helt logisk, at kongen skulle vælge at overnatte sådant et sted – så tæt på alle bekvemmeligheder i sin kongeborg i Viborg. Alle historiske kilder peger dog i retning af Finderup. Kan der være en anden forklaring på mordgåden?


Romanen fortæller en del af nonnen Kirstines historie. Det er primært en fortælling om hende og Stubber Kloster, og hvordan hun uden at ville det, bliver inddraget i de historiske begivenheder. Bisp Tyge i Ribe og hans prior spiller en naturlig stor rolle i klostrets liv og drift.


Der er i romanens handlingsforløb ikke ændret på de historiske kendsgerninger og forhold. Tværtimod er de indarbejdet, eksempelvis at Erik Klipping har skiftet drost og marsk flere gange, hvilket i tidens løb har skabt stor forvirring blandt historikere. Marsk Stig Andersen, grev Jacob af Halland, Rane Jonsen og Valdemar af Sønderjyllands roller i Danmarkshistorien er velkendte og forsøgt behandlet i romanen. Derimod kan det undre, at ingen før har beskrevet, at Hvidernes parti havde en så magtfuld en repræsentant i det vestlige Jylland. Måske skyldes det, at Danmarkshistorien primært betragtes fra det østlige Danmark. I den henseende turde romanen være nyskabende.